I skoven skulle være gilde
Alt hos den gamle ørn,
Som jo så gerne ville
Fornøje sine børn.
Og alle fugle sjunge
Og røre deres tunge,
Så snart som lærken gi'r signal
Af næbbets futteral,
Så snart som lærken gi'r signal
Af næbbets futteral.
At byde gæster mange
Den hane skulle gå,
Han havde ben så lange
Med krumme sporer på.
Han råbte: "Kykliky!"
Tre gange i hver by,
At byde alle fugle små
Til ørnens gilde så,
At byde alle fugle små
Til ørnens gilde så.
Den tømmermand, hr. spætte,
Han skulle bygge hus,
Og svalen taget tætte
Med skovens grønne mos.
Og salen skulle pyntes,
Hvor gildet skulle stå,
Med røde sneglehuse
Og fine bolstre blå,
Med røde sneglehuse
Og fine bolstre blå.
De havde og to spillemænd,
Og de var meget små,
Det var den lille nattergal
Og så den lærke grå.
De spilled menuet,
Og det gik nok så net,
Til alle udi dansen
Var blevet ganske træt,
Til alle udi dansen
Var blevet ganske træt.
Og uglen var til gilde,
Hun drak sig ganske fuld,
Om aftenen så silde
Hun faldt i græs omkuld.
Hun råbte med stor klage:
"I alle mine dage,
Ja alle mine dage
Stor nød jeg lide må,
Ja alle mine dage
Stor nød jeg lide må".
Og ørnen gik til hende
Og sagde: "Hør, min ven,
Når mener du, at du vel
Kan komme dig igen?"
"O ve, o ve, o plage,
Jeg kan det godt forstå,
At mine levedage,
De er nu ganske få,
At mine levedage,
De er nu ganske få".