Hun stod der på kajen og vinked' farvel, Hvorhen jeg sku' fare det vidste jeg selv, Men skibet sku' sejle langt bort imod nord, Med mig og min skødehund om bord, men stormen den kom, Den rev mig over bord, der tænkte jeg straks på min mor, Men når nøden er størst der er hjælpen på vej, Min skødehund den reddede mig, den tog mig i kraven og bar mig i land, Jeg er vel en lykkelig mand, Og når jeg med mor går til strandbredden ned, Der tænker vi straks på den hund som redded mit liv Mens på havet jeg for, så jeg atter ku' gense min mor. Men stormen den kom, den rev mig over bord, Da tænkte jeg straks på min mor, men når nøden er størst, Så er hjælpen på vej, den reddede mig, Den tog mig i kraven og bar mig i land, jeg er vel en lykkelig mand.