Jeg skriger i afmagt over selve din esksistens Denne verden du har skabt for mig, er ren, usødet smerte Jeg væmmes i forbitrelse over alt du har forvoldt Et liv i underdanighed og mindreværd Jeg afskyr din kvalmende defaitisme Some har affødt denne apati Min eneste genkendelige tanke er misantropi Et had som brænder med utænkelig kraft Lad mishagets flammer opsluge dit væsen, Lad intet forhindre min hævnagt Som tusind skalpeller dissekerer løgne Og blotter et indre af råd Selvhad – dybets mørke Sjælefred – en drøm gemt bag dis og tåge Selvhad – mishagets flamme Sjælefred – livets ophør En gru, en brat opvågning Fra foragtens blindende slør I refleksionen, en sandhed Om fjendtlighed som aldrig dør Fanget i frygtsomhedens gab Undertrykt realitet og illusion Lad nu sløret falde Leden flyder i dryppende blod Selvhad – dybets mørke Sjælefred – en drøm gemt bag dis og tåge Selvhad – mishagets flamme Sjælefred – livets ophør At leve er at lide At overleve er at finde mening i lidelsen I selvhad Væk mig fra disse feberdrømme Med udsigt til frelse og fred Tro og håb er kun slør foran mit selvhad Min selvforagt