Hvor smiler fager den danske kyst Og breder favnen, når solklar bølge Og sommerskyer og skib med lyst Står sundet ind i hinandens følge, Og Kronborg luder Ved Sjællands port Mod hvide skuder – Hvor lyst! Hvor stort! Mod søen stunded vor sjæl tilforn. Men bølgen brød med røst derude Som vindens rislen i Danmarks korn – Da vendte mangen påny sin skude. Den grønne ager På Sjællands bryst! Hvor smiler fager Den danske kyst! Den danske mark i en bølgen går Som åndedræt af en venlig kvinde. Sødt gynger byggen sit silkehår, Og rugen ånder med sol i sinde, Og vinden iler Til hvedens bryst. Hvor fager smiler Den danske kyst! Der driver høduft med krydret vind. Igennem engen en å sig slynger. Og lærken ringer skærsommer ind, Mens vilde blomster ved grøften gynger. Gravhøje kroner Det grønne land. Hvor skønt fortoner Sig sø og strand! Alvorlig taler ved alfarvej Med grønsvær tækket de gamles grave; Henfarne slægter – forglem dem ej! I arv de gav dig en ædel gave. Henfarne slægter I landets marv Sig ej fornægter. Bevar din arv! Hvad hånden former er åndens spor. Med flint har oldbonden tømret, kriget. Hver spån, du finder i Danmarks jord Er sjæl af dem der har bygget riget. Vil selv du fatte Dit væsens rod, Skøn på de skatte, De efterlod! Men du der søgte mod fremmed strand, De gamle lig, som mod søen stunded, Hver gang du genser det gamle land, Skal sande, her blev dit hjerte bundet. Thi dybe minder Og gammel agt Og milde kvinder – Hvor har de magt!