Kom og sæt dig, du, som vandrer på din hvileløse færd!
Min sigøjnerbroder, er min sang et spejl?
Har jeg tydet dine tegn om dit væsen og dit værd?
- Eller har mit slidte øje taget fejl?
Du er en af de sigøjnere, hvis fakkende færden
Er ældre end den krop, du nu har lånt.
Før du kom til bondens jord, var du fremmed for hans verder;
Om hans spisebord du stadig lader håne.
Gøgeungen smed dig over redens kant, da du var spæd,
Og så gjaldt det om at falde eller flyve
Så du læret meget tidligt at begive dig afsted -
Står du stille, må du knuses eller lyve.
En kalender si'r at dette er det tyvende århundred':
Men det ligner alt, hvad du har døjet før;
For skønt teknikken er forandret, har maskinen altid dundret
Tidens løsen næsten inden nogen spør'
Pesten er brudt ud ombord.
Der er igen ved dit ror.
Vinden blæser koldt fra nord.
Der er hul i lommens foer.
Der er læk i dine sko.
Det i har intet sted at bo.
Livet gi'r dig ingen ro>.
Formløs er din faste tro.
Du besøgte en skole med sultne øren og øjne;
Her solgtes rottekarrierer en-gros,
Så du lærte ikke at stole fast på ledernes løgne:
Nej, du kunne selv lægge sammen to og to
De har uddanet folk der kan lave maskiner,
Som får lort til at lugte som postej:
Men selv om lortebunken vokser, så det truer med lavinre
Er det ikke middagsmad for dig.
På et gadehjørne får du nu et tilbud om trøst
Hos en søster som din tante kalder tøjte;
Køb dig glemsel for din nød i det skød og ved det bryst,
Som selv skriger efter glems'lens tågesprøjte.
På et andet hjørne møder du en frelserprofet:
Kun hus os kan de, bli'e vakt fra verdens løgne!
Men dig hader han af frygt, for ham har aldrig før set
I sigøjnerens dybsorte øjne.
Pesten er...
Folkets rødder kæfter op om kap om revolutionen;
Andre tror på dommedag og ragnarok,
Men der er ingen, der kan overskue situationen
I denne verden, der vist aldrig kan få nok.
Alle kæfter op om frihed, mens de klamrer sig Forkrampet
Til kadav'ret af et tøjdyr, der skal med
P___rtets-idealismens luftkasteller er fordampet;
Landevejens illusion har mere fred.
En LSD-fakir får tæv nu i sin spændetrøje
Efter trip nummer tusind og nitten
Og man mener, at nu falder han nok snart til føje
På en længe savnet plads i samfundsmidten.
Hør! - nogen, hulker i lokalet her ved siden af:
Psykiat'ren græder ud ved telefonen -
Det' no'et med børnene, som skulker, og den gal'ning, som stak af
Med den kvinde, han så trygt ku' kalde konen.
Pesten er,.
Du har søgt dig selv i kunsten - i sange som denne:
Kan mon ikke skjalden give mig et svar?!
Men du fandt kun endnu en af landevejens trætte svende
Og et sørgmuntert buk fra tidens tavse nar.
Men vores vekslen af ord var måske ikke forgæves,
Skønt vi stadig ikke ved, hvad vi skal mene;
For selv om vejene de kalder nu, og mødet snart må hæves,
Fik vi atter set, vi ikke er alene.
Pesten er brudt ud om bord.
Der er ingen ved vort ror.
Vinden blæser koldt fra nord.
Der er hul i lommens foer.
Der er læk i vore sko.
Vi har intet sted at bo.
Livet gi'r os ingen ro.
Formløs er vor faste tro.