Der var en mand i en lille båd Som styrede uden kurs og råd Han havde sejlet havet tyndt Men følte han lige var begyndt Han havde set hvert eneste land Og prøvet alt det mennesker kan Han ville sejle til han blev fri Han følte livet gik ham forbi. Han var alene på sin båd Og når folk bad om vej eller råd Var munden lukket med syv sejl Hans eneste selskab var et spejl Han følte han holdt folket for når Når han ikke selv vidste hvem han var Han betvivler alt han havde set Og ville forstå det som vi sket. En nat da han havde rundet Skagen Sejlede han ind i en orkan Han måtte kæmpe med vejr og vind Han kæmped dog mest med sit eget sind Han følte sig klemt bag sit pandeben Hans fødder var tunge som kampesten Da bølgerne lagde sig ėn for ėn Havde havet klaret mandens problem. Solen fejrede skyerne bort Hver enkelt bølge glimtede kort Og i kahytten rasende rod Lå stumper af glas hvor spejlet før stod