Hvis du en dag beslutter, at skrive en roman, Så er det ikke nok at ta' et lod i tombolaen, Og bare håbe på, at du gevinst vil få For kunsten har en indre lov, der respekteres må. Det gælder om at vide, hvad den skal handle om. Det bedste er et barn, der vokser op i fattigdom I et forfalden hus med væggetøj og mus, Hans brødre skal ha' fingerfnat, og selv skal han ha' lus. Han fra sin første barndom skal ha' et psykisk knæk. Faren er en drukken sut og moren er en sæk. Han skal ha' klø hver dag og spæne hjemmefra Med en tolv-fjorten kroner fra tallerkenrækken af. Så skal han på en asfalt, hvor han får flere tæv, Og den brutale overlærer slår hans næse skæv. Så blir' han tjenestekarl på Adolfinedal, Men stikker af til byen efter otte ugers kval. Her går han så og dasker, for han er arbejdsløs. Han lever først af Ingeborg - en simpel arbejdstøs. Så træffer han en dag den hvide Lydia, Der lige går og længes efter en at ta' sig af. Der er halvanden måned, hvor han ikke lider nød, Så rammes han af skæbnen og en dag, så er hun død. Han blir' dog gift til sidst, men hun er dillerist, og først er det så sørgeligt, men siden blir' det trist. Det er den allerbedste recept på en roman, For den er så social og så så sand og så banal. Men bare ikke kun - det er et velment råd: En dansk roman skal nemlig altid være født til gråd.