Dækket helt af egetræets skygge står de hvide sten der begge to,
Beretter om en ganske sælsom lykke, og om et elskovspar, der fik ro.
Flot flyver fuglen over Nørreskoven den hører at ungerne har kaldt.
En løjtnant sig selv og sin pige vog
Det var to varme hjerteskud der faldt.
Med hjulbåd det gik ud over sundet, det var i året atten-niogfirs
En linedanserinde havde blundet hun lytter ikke til hvad Sixten sir.
Flot flyver fuglen over Nørreskoven den hører at ungerne har kaldt
En løjtnant sig selv og sin pige våg
Det var to varme hjerteskud der faldt.
Hun var så underskøn den stolte
Kvinde og øjnene var blå som Svendborgsund
Hun følte at hun stod på lykkens
Tinde, hun aned ej skæbnen blev så ond.
Flot flyver fuglen over Nørreskoven den hører at ungerne har kaldt
En løjtnant sig selv og sin pige våg
Det var to varme hjerteskud der faldt.
Og løjtnanten var en ensom rytter stak af fra det skånske regiment
Han følte sig som frøkenens beskytter,
Men i hans sjæl der var en bombe tændt.
Flot flyver fuglen over Nørreskoven den hører at ungerne har kaldt
En løjtnant sig selv og hans pige våg
Det var to varme hjerteskud der faldt.
Fra sladder og fra folkets dom de
Flygted på Tåsinge da fandt de endelig ro
I deres fodspor fulgte hurtigt
Rygtet en sommerdag forsvandt de beggo to.
Flot flyver fuglen over Nørreskoven den hører at ungerne har kaldt
En løjtnant sig selv og sin pige våg
Det var to varme hjerteskud der faldt.
De lå så smukt ved siden af hinanden,
De hårde elskovstrængsler var forbi
En blodbøg havde kysset dem på
Panden Grev Sixten og Elvira var nu fri.
Flot flyver fuglen over Nørreskoven den hører at ungerne har kaldt
En løjtnant sig selv og sin pige våg
Det var to varme hjerteskud der faldt.