Fra højborgens trone jeg skuer mit land – i ussel forfald En folkeskare stor – en pøbel så grå – ydmyg som støvet for min fod Thi gøre jeg kan som mit sind mig behager – min lige findes ej Menigmand må krybe, lad dem bide i støvet – tugtes skal med frygt Lad os blotte eder ved plyndring – modtag døden, som liden gerning er gjort Ej flere løfter om opgang – må din tunge visne, din mund skal for evigt tie Lad ej magten gives efter ved miskundhed, for de svigende ord, er hule som eders sjæl Lad et hvert anspil om afbed synke til grund – som eders krop sent nok skal møde Lad tale som magter og tie som ej værdig er Thi ej skal den sovende komme til sejr, men væltes fra tronen Og lade komme, det land som lovet blev Som føde for de ulve skal du lide, som mangt og meget fornægtet blev Og som jerngrebet om folkeskaren grå, der skal galgens reb skære eders hals Som skummet i det oprørte hav, afmagten bruser i befolkningens blod I ensomhed, modtag døden for din afgunst.