Hvem sidder der bag Skjærmen Med Klude om sin Haand, Med Læderlap for Øjet Og om sin Sko et Baand? Det er saamænd Jens Vejmand, Der af sin sure Nød Med Ham'ren maa forvandle De haarde Sten til Brød. Og vaagner du en Morgen I allerførste Gry Og hører Ham'ren klinge Paany, paany, paany, Det er saamænd Jens Vejmand Paa sine gamle Ben, Som hugger vilde Gnister Af morgenvaade Sten. Saa jævned han for andre Den vanskelige Vej, Men da det led mod Julen, Da sagde Armen nej; Det var saamænd Jens Vejmand, Han tabte Ham'ren brat, De bar den over Heden En kold Decembernat. Der staar paa Kirkegaarden Et gammelt frønnet Bræt; Det hælder slemt til Siden, Og Malingen er slet. Det er saamænd Jens Vejmands. Hans Liv var fuldt af Sten, Men paa hans Grav — i Døden, Man gav ham aldrig én.