Her kommer fra dybet den mørke Armé Og fordrer af verden et svar Skjønt dagningens glimt i vor dryppende le Er al den fane vi har Vi vover en kamp for vor nedtrådte ret Og løfter i vejret på skjændselens bræt Den tusindårs-lænke, vi bar Vi ejer på jorden knap trævl eller tråd Kun denne vor skorpede hånd Til menneskekår fik vi kummerligt råd Vi harved din ager, vi skar dine neg Vi strigled din blommede hest Vi lytted bag stalden til rotternes leg Når selv du gik pyntet til fest Du drømte på bolstre, vi slumred på halm Hvor dyret er nabo, og luften er kvalm Og svindsoten kommer som gjæst Vel er vi en kuet og slidende hob Kun trælle i velstandens gård Samfundets aske en nedtrykket job Der skraber sin byld med et skår Snart svinger for ruden dog opgjørets lyn Se op, kammerater, det lysner i sky'n Befrielsens malmklokke slår! Vi råber det ind gjennem luge og lo Hvor dundrende plejlene går Kom frem af jert stinkende staldkammerbo Se ud fra de hældende vrå'r! For fronten reveillen nu løter sin klang Lad mismodet synke, nyn med på vor sang Jer dagning på ruderne står Ja, slip hvad der trykker på skulder og sind Og sving imod lyset din hat Endnu har du ungdommens rødme på kind Og rester af letsindets skat Da pløjer vi muntre vort bølgende land Når først vi har friet vor kuede stand Fra tusindårs-trældommens nat