EN DANS PÅ ROSER
Jeg drukner mig selv i de sukkersøde ord
Når jeg mindes de dukker der døde i fjor
Lad mig forklare jer om en forældet kattepine
Jeg var fængslet i forhold og alt det der fine
Det smukke døde, så pligterne tog over
Væmmedes hver gang du vinkede mig over
De energiske kys skubbede mig ad helvedes til
"Jeg ville ikk'!"? men du forventede det
Pludseligt var det ikk' længere nok at du lå der
Silkehud og hundeøjne, jeg ku' ikk' udstå dig
Drømmende vi plantede, visnede smertefuldt
Og du græd inderligt, da du hviskede hjertet ud
For tavsheden trives i en tvivlsom tosomhed
Og jeg ku' kun skrive om grusomhed
Du skælvede af frustration i hele ansigtet
Og stilheden brydes kun af den seneste Antik-lyd
Nu mer' du ventede på jeg foldede mig ud
Nu sværere blev det for mig, at holde dig ud
Med afsky smagte jeg på din vidunderlige duft
Som en vigtig del af min lidt underlige flugt
Hver gang dine hænder berørte mine skuldre
Var jeg helt sikker på at stilheden ville smuldre
Men det eneste der skete, var at kvalmen tog til
Forelskelse? Kærlighed? kald det hva' du vil!
Pludseligt, fra dag til dag ku' jeg forandre mig
Og du sloges bragt for' genfinde mit gamle jeg
Men der hvor du ledte var der ingenting at finde
Jeg aner virkli' ikke hvor min fortid er henne
Din kamp for lykke må ha været nedtrykkende
Især når jeg ikke viste spor af medfølelse
Lovede dig min fremtid og et halvt kongerige
Men det dødt nu, og du ka' ikk' få lov og blie'