Ved midgaards ydre fortælles et sagn
Der for rejsende folk er til meget gavn
Her findes en mose så sort som kuld
Som egentlig er et bundløst hul
Både idag og flere år tilbage
Har den adskellige liv krævet at tage
Men denne fortælling handler om én mand
Der for længe siden faldt i det grufulde vand
Mosemanden lurer i dybets mørke slam
Vogt dig, lad dig vare af dette gamle sagn
Mosemanden lurer i dybets mørke slam
Vogt dig, lad dig vare af dette gamle sagn
Han sank og sank i mosens dybe mudder
Men sagnet fortæller at han var født af guder
Hans legeme fordævedes men han døde ej
Istedet forvandlede han sig
Mosens dyb og dens mørke magi
Forvandlede ham til et sultent lig
Så gå aldrig nær det stille vand
Hvis ikke du vil tages af mosens mand
Mosemanden lurer i dybets mørke slam
Vogt dig, lad dig vare af dette gamle sagn
Mosemanden lurer i dybets mørke slam
Vogt dig, lad dig vare af dette gamle sagn
Du ka' kende ham på den blege hud
For ikke at nævne den krogede tud
Hans tænder er spidse, hans tandkød er gråt
Hvor end han går er der altid vådt
Hvis luften pludselig bliver våd af fugt
Så flygt fra Mosemandens klamme lugt
Han vil ej stoppe før han er mæt
Så du skal ikke give op for let
For længe siden faldt han og sank i mosens dyb
Nu lever han i det sorte slam blandt orme fisk og kryb
Så gå aldrig nær det mørke vand hvorfra han skuer thi
Han vil ikke tøve før han fortærrer dit drunkede lig
Hør nu på os, var dig vores ord
Gå aldrig hen hvor Mosemanden bor