Alting var smukkere dengang, før du forsvandt I en bunke af ord og alt det imellem, der fylder alting Og flyder ord som blåt blæk i et voksende mørke Hvis det eller skrevet på noget, som tårer kun druknede Hvorfor kan vi ikke ses, når vi begge vil? Og se hvad det kan blive til? Hvergang jeg giver plads til dig i mig, så dør jeg lidt Og lever for dig endnu mere Alting var smukkere dengang glas være sne Indtil du rev alting over, som om det bare var ligemeget Og du sagde, du kunne se mig Se hvem jeg var Og alt det du så var i orden Og endda (.?) Hvorfor kan vi ikke ses, når vi begge vil? Og se hvad det kan blive til? Hvergang jeg giver plads til dig i mig, så dør jeg lidt Og lever for dig endnu mere Du gør mig som alt der Du gør mig så tørstig og svag Din stemme lever i mig som et ekko i mit eget hjerteslag Hvorfor kan vi ikke ses, når vi begge vil? Og se hvad det kan blive til? Hvergang jeg giver plads til dig i mig, så dør jeg lidt Og lever for dig endnu mere